Hello world!

Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!

Burka-lov ?

Hvad skal vi egentlig med en burkelov ? Har vi ikke nok lovgivning i dag som faktisk dækker det samme som en lov imod burka vil gøre ?

Jeg mener at vi har en lov, som forbyder folk at skjule deres ansigter under demonstrationer, så går man med burka kan man jo ikke deltage i den slags.

Man må heller ikke køre i bil, med tildækket hoved, således at ens udsyn kan blive blokkeret, så går man men burka kan man logisk jo heller ikke køre i bil.

Indenfor militæret og politi har man jo uniformsregler, så går man med burka så kan man heller ikke blive noget indenfor de brancer.

Der findes firmaer, foretninger hvor man har regler for påklædning, og hvis ma absolut vil gå men burka, så er det da ikke der at man skal søge arbejde, og gør man det alligevel så er det jo en bevidst provokation.

Når man skal fremvis legimentation, enten pas eller kørekort, så skal man jo også vise ansigtet frit frem, og ikke skjult, og når det påkræves så må dem som bærer burka jo viser deres ansigt for at kunne blive identificeret, hvilket jo også er klart for enhver.

Så jeg mener at vi har love og regler nok, vi behøver ikke flere, men de regler vi allerede har, de skal håndhæves, og er burka-bærerne imod dette, jamen så er det jo lovbrud, og så må de tage den bøde eller hvad det nu medbærer.

Hvorfor ?

Døden kommer når man mindst venter det, og man mister en man har kær eller en man holder af. Det kan være en far, mor, søster, bror en god ven eller en god veninde, eller man kan miste et barn.

 

Uanset hvem det rammer så rammes man selv af sorg og vrede, man føler hjertet bliver smadret, og man tænker ”hvorfor ?”.

 

Først så glor man vantro ud i luften, for det er ikke rigtigt gået op for en hvad der er sket, der går lidt tid, så rammes man af sorgen som et lyntog man havde overset.

 

Man tænker at det var da for tidligt at vedkomne døde, for der var da mange gode år tilbage, og vedkomne havde alderen foran sig endnu.

 

Derefter rammes man af vreden, man føler at det er uretfærdigt, man føler sig svigtet, ja man føler sig pisset på, men ligesom med sorgen så ved man ikke hvad man skal stille op.

 

Folk ringer og kondoler, dem man møder kondoler, og alle siger at har man noget man gerne vil snakke om, så har de altid tid til en kop kaffe og en snak.

 

Men desværre så viser det sig tit, at de løfter slet ikke holder, for de ved i grunden jo slet ikke hvad de skal sige, de ved slet ikke hvad de skal gøre.

 

Man går til bedemanden for at få ordnet begravelsen, eller man sender en anden som man stoler på, og afventer datoen for begravelsen eller bisættelsen.

 

Indtil dagen kommer, der føles virkeligheden underlig, man kan ikke rigtig forstå, at den man holdte så meget af er væk, man hutler sig igennem hverdagen så godt som man nu kan, men det hele virker underligt.

 

Når dagen for begravelse eller bisættelsen er kommet, så gør man sig i stand og tager af sted. Man skal jo have det her cirkus overstået, og man strammer sig an, for at vise den bedste side frem.

 

Så ankommer man til kirken eller til kapellet, og der møder man andre som jo også holdt meget af den afdøde, og man er fælles i sorgen, og man kan støtte hinanden.

 

Man går ind, og der står så kisten, med den man holdt af, og man rammes igen af sorg, og senere rammes man af vreden igen, men nu har man da lidt mere kontrol over sine følelser.

 

Præsten står og fortæller en hel masse, men man lytter ikke rigtig efter, for man stirrer bare på kisten og håber på at det hele er en drøm, og at man snart vågner.

 

Men nej ! Det er ikke en drøm, der er den barske virkelighed, man er jo kommet for at tage afsked med den afdøde, for at vise den sidste ære og den sidste respekt.

 

Når præsten er færdig, og orglet er blevet tavs, så går nogen hen og bærer kisten ud af kirken, og alle som var tilstede går bagefter ud til graven.

 

Ude ved graven siger præsten igen noget, som man ikke rigtigt hører efter, for altid virker underligt, og alt virker forkert, virkeligheden er blevet uvirkelig.

 

Når præsten igen er færdig, så kaster han jord på kisten, og man bliver budt til kaffe eller man tager afsked, der på kirkegården.

 

Eller man går bare ud, og lader kisten stå, efter at præsten har kastet jord på kisten, og man tager afsked for den dødes sidste ønske var at blive brændt, og det må man respektere, også selvom at det er svært.

 

Uanset hvilken for der er tale om, bisættelse eller begravelse, så kommer alle fremmødte hen og kondoler, og man kæmper for at holde tårerne tilbage, og man kæmper for at sige pænt tak.

 

Så tager man hen og drikker kaffe, og man snakker lidt, ikke ret meget og man taler afdæmpet, for man er jo ikke ude og drikke øl med vennerne, og det er jo en sorgens dag.

 

Når man er færdig med at drikke den kaffe som man egentlig ikke rigtig smagte på, for man havde jo tankerne andre steder, så tager man igen afsked med de fremmødte.

 

Og igen kondoler alle, og igen siger alle at de altid har tid til en kop kaffe og en snak, det lyder hult og tomt, for man ved at de jo ikke kan gøre noget, og man ved at de heller ikke ved hvad de skal sige.

 

Man tager hjem, man lukker sin dør, man låser den for man vil ikke forstyrres af nogen, og lige der føler man sig alene, ikke ensom men alene, men nu kan man slippe følelserne ud, og lade de stille tårer rende, for nu er der jo ingen som ser, og man kan få sin sorg og sin vrede ud.

 

Folk man møder siger ”Det skal nok gå ?” eller de siger ”Livet går videre !”, ja selvfølgelig skal det nok gå, og selvfølgelig går livet videre, men det kan gå lang tid før man har lyst til at høre den slags. Men dem som siger det, de siger det jo ikke i en ond mening, men de siger det fordi at de ikke aner hvad de ellers skal sige.

 

Og man er jo nok ikke bedre selv, for når en anden mister en som de har kær, så kondoler man jo selv, og man siger jo selv at ”det nok skal gå !” og man siger jo selv at ”livet går videre !”, men den lille forskel jeg selv har haft i forhold til andre, så har jeg selv lagt hvad jeg havde i hænderne, og brugt tiden og drukket kaffe når en havde brug for en kop kaffe og en snak, det føler jeg er vigtig, men mange andre har vel meget andet at lave, men den slags har jeg lært at man altid skal give sig tid til.

Det er så nemt.

Det er så nemt at give alle andre skylden for alt hvad der er går skævt i sit liv, det er så nemt at give forældrene, søskende, vennerne ja alle andre end sig selv.

 

Man har gjort noget forkert, og man bliver opdaget, og straks begynder man at skubbe skylden fra sig, og give alle andre skylden for de fadæser man selv har lavet.

 

”Mine forældre elskede mig ikke !” Er en af de mest brugte, og samtidig en af de mest forkerte bortforklaringer der findes, for når man er barn eller ung, så kan man ikke altid se eller indse at forældre elsker deres børn.

 

Børn og unge vil gerne så meget, men har så lidt erfaring, men de tror fejlagtigt at de ved mere om livet end deres forældre, så de gider ikke lytte efter hvad de siger.

 

Så de gør oprør imod forældrenes rådgivninger, de kæmper for at finde dem selv, og det er i sig selv en meget naturlig ting, det er et almindeligt skridt på vejen ud i det voksne liv.

 

Det er naturligt, at børn og især unge prøver grænser af, de vil selv gøre deres erfaringer, og de vil selv prøve om de kan gå på vandet.

 

Jeg har den holdning ”Lad dem dog prøve !”, for kun gennem deres egne forsøg vil de opdage, og deres ideer og tanker er holdbare, eller om de synker ned og bliver pladdervåde.

 

Så det bedste forældre kan gøre, det er at træde et eller to skridt tilbage, og lade børnene og de unge prøve selv, men de skal holde øje med om de kommer til skade eller og de skader andre, det er sund logik.

 

Jeg ved hvor svært det kan være, at bare at skulle se på, at børn og unge gør præcis de samme dumheder som jeg selv har gjort, men de kan ikke lære det på mange andre måder, end ved at prøve det selv.

 

Men når det er sagt, så skal både børn og unge også lære at forstå, at de selv må tage konsekvenserne af deres egne handlinger, de må selv tage de klaps man render ind i, og de må selv lære at tage ansvar for deres egne handlinger.

 

De skal lære at ingen kan lastes for det dumheder som de selv udfører, og selvfølgelig så skal de også selv kunne glæde sig over hvis deres ideer og tanker holder, de glæder skal man ikke tage fra dem.

 

Det at blive voksen er en lang proces, det lærer man ikke i løbet af få dage eller uger, men et af de største skridt er at stå ved det man har gjort eller sagt.

 

Jeg har mødt børn og unge som var mere voksne end deres forældre, for forældrene kunne kun komme med bortforklaringer og de kunne kun give andre skylden for alle fadæser.

 

Men de børn og unge som jeg har mødt, de sagde direkte at det var dem selv, og ingen andre, og de tog imod det som kom for deres handlinger.

 

Det fortæller mig, at det at være voksen ikke er aldersbestemt med handler om modenhed, og ikke andet, for når et barn på 9 eller 10 år, er så moden at han/hun står ved det som er sket, så viser det mere modenhed end en forælder som kommer med den ene undskyldning eller bortforklaring efter den anden.

 

Da jeg var knægt, der stod man fast på det man sagde, og man stod fast på sine meninger og holdninger, og man gav ikke andre skylden for det roderi man lavede.

 

For uanset om man har haft en dårlig barndom, eller om man har haft dårlige forældre, eller om man har haft venner som måske lokkede eller provokerede en til at gøre noget dumt, så er der kun EN eneste, som man kan give skylden og det er en selv, der er ikke andre.

 

Og jo hurtigere man opdager dette, og jo hurtigere at man forstår dette, jo hurtigere bliver man voksen og moden til at klare sig på egen hånd ude i verden.

Man gør hvad man kan

Man går i skole, og man gør hvad man kan for at få gode karakter, men skolesystemet belønner ikke de dygtige og flittige elever, men de elever som ”fedter”.

 

Nogle vil sikkert påstå, at vi har verdens bedste skolesystem, men det er da kun i deres egne øjne, for systemet er ikke gearet til elever som kan lidt mere end gennemsnittet.

 

De elever bliver holdt tilbage i deres udvikling, de får ikke lov til at udfolde sig. Og det er ofte de samme elever som laver uro og ballade i klasserne.

 

Og hvorfor gør de så det ? Jo det gør de af kedsomhed, de har ofte forstået undervisningen før læren er færdig med at fortælle, men de bliver tvunget til, at høre den samme lektie igen og igen, og det er da så gudsjammerlig kedeligt.

 

Så fordriver de tinden med noget andet, de forstyrrer de andre elever, og mange skolelærer magter simpelthen ikke at fange disse elevers opmærksomhed.

 

Jeg er tilhænger af at man genindfører karakterbogen, og at man genindfører de halvårlige terminsprøver, for at se om der er nogen af eleverne som nemt kan følge med.

 

Og jeg er modstander af at eleverne automatisk bare kommer en klasse op, bare fordi at de er blevet ét år ældre, hvis de ikke kan klare pensumet, så må deres skoletid forlænges, og eventuel må man indføre special undervisning.

 

Og de elever som forstår undervisningen, de skal have lov til at komme et klassetrin op, hvis de kan klare pensumet, de skal ikke tvinges til at følge de andre, for det vil hindre dem i deres udvikling.

 

Nu er alle mennesker jo ikke lige kloge, det er der vel ingen tvivl om. Og det er netop derfor, at jeg gerne ser, at man inddeler eleverne efter hvad de KAN og ikke efter hvor gamle de er.

 

De kloge og dygtige elever skal ikke straffes, for at de er kloge og dygtige, de skal have muligheden for at komme videre, og kan de gennemføre 10 års pensum på 6 eller 7 år, så skal de have lov til det.

 

For det vil give lærerne mere tid til de elever, som ikke lærer så hurtigt, og det vil både lærerne og eleverne være tjent med.

 

Man kan sammenligne det med fodboldspillere, for alle kan sparke til en bold, men ikke alle kan komme på landsholdet. Og de dygtige fodboldspillere, de bliver jo heller ikke tvunget til at spille på lilleput hold, især ikke hvis de er egnet til at spille på landsholdet.

 

Nu frygter mange pædagoger og forældre, at man ”taber” nogle elever undervejs i systemet, men hvis man seriøst arbejder for ELEVERNES skyld, så vil det aldrig ske.

 

For som det er i dag, så virker det mere som om at skolerne og især folkeskolerne er en parkeringsplads for skolelærer som ikke kan udføre andet arbejde end at være skolelærer.

 

Og straks springer der en flok lærer op og råber og skriger, og hetzer imod folk som har en anden mening end dem selv, og de lærer burde kyles ud, for de evner ikke at omstille sig, eller at forny sig, hverken i det gamle system og da slet ikke i det nye system, så både skolerne og eleverne ville være bedst tjente med at de blev afskediget.

 

Vi skal væk fra den underlige pædagogiske holdning, og at alle børn skal ”ensrettes”, for det er jo noget sludder som blev indført da pædagogerne overtog magten indenfor skolesystemet, vi skal alle være lige, og ingen er bedre end de andre, det er jo kernen indenfor pædagogiske lærdom.

 

Men ALLE ved, at der er stor forskel på børn, og alle ved at samfundet belønner dem som gerne vil, og hjælper dem som har brug for det, at vores skoler og især vores folkeskoler ikke har forstået det endnu er uforståeligt.

 

Næh det der skal til er en dynamisk skolesystem, som følger med tiden, og som kan inspirere eleverne dagligt, uden at man ”taber” elever undervejs.

 

Hvad hjælper det, at man invester i Pc’er og ny teknologi, når de lærer som skal undervise i det ikke aner det mindste om det, man oplever jo mange gange at elever i 10 års alderen tit ved mere om Pc’er end den lærer som skal undervis i brugen af dem.

 

Der skal føres flere økonomiske midler til skolerne, men de skal IKKE bruges til nye gardiner, eller til bløde stole til lærerne, de skal bruge til nyt undervisningsmateriale, og ikke det mange bras som vi havde for 30 eller 40 år siden, for jeg har selv set, at man i dag bruger bøger hvis indhold for længst er forældet, men der er ikke råd til nye bøger, hvor ynkeligt af et samfund som påstår at det er hightech.

 

Nu er det ikke et samfund som kun består af akademikere jeg ønsker, for ikke alle kan være lærer, sagfører eller lignende, der er i højeste grad også brug for smede, murer og andre håndværkere. Vi skal jo også bruge rengøringsfolk, og kloakarbejdere, for uden dem virker samfundet ikke.

 

Men det er som om, at det ikke er ”fint” at være håndværker i dag, alle skal helst have en flot titel de kan prale af, for ellers er de jo ikke noget.

 

Dem med de ”fine” titler har tit glemt, at de intet er værd uden de almindelige borgere, som dagligt holder hjulene i gang. Og disse høje tanker om sig selv, dem har de får banket ind i hovedet da de gik i skole, og det er jo så i skolerne man skal forklare eleverne, at INGEN kan undværes i et moderne samfund.

 

Jeg kendte engang en ung mand, som brugte 3 til 4 år på at studere filosofi, for det kunne han bruge ude i erhvervslivet, for de manglede filosofer.

 

Ok tænker jeg, hvis han så skal banke et søm i et bræt, så ville han så bruge filosofien til at banke det i med. Jeg ville nu tage en hammer, det er da hurtigere og mere effektivt, og så kan han filosofere over hvorfor han fik en fyrreseddel.

 

Jeg kan huske den mester vi havde, som sagde til den unge mand, at han var ansat for at udføre et stykke arbejde, og IKKE for at komme med filosofiske betragtninger.

Den unge mand er bare én af de mange unge jeg har mødt, som er i gang med en uforståelig uddannelse, eller som har afsluttet en speciel uddannelse, som ingen kan bruge til noget.

 

Og det er elevvejlederne, som har underlige ideer om hvad samfundet har brug for, så der er der virkelig noget at spare, og man kan anvende pengene til de skoler hvor de har mange elever som har brug for ekstra undervisning.

 

Der bliver undervist i mange underlige og sære ting, og mange unge spilder tiden på noget de aldrig kommer til at bruge, det er da ynkeligt at de lærer som er i skolesystemet ikke selv kan indse at der er noget rivende galt.

 

Og hvem er taberne i vores skolesystem ? Det er eleverne, de skal modtage undervisning af nogle lærer som ikke er fulgt med tiden, og det er gamle forstokkede folk som har planlagt det pensum de skal opfylde, ih hvor det går.

 

Nytænkning ja tak.

 

Hvad med skoler hvor man siger ”ELEVERNE FØRST”, så ville vi være et godt stykke på den rette vej, men med de inkarnerede pædagogpåvirkede skolelærer vi har i vore dage, der ser det godt nok noget sort ud.

Den perfekte partner

Har vi alle ikke hørt om ”den perfekte mand”, eller om ”den perfekte kvinde” ? Og har vi alle ikke selv tit ønsket os ”den perfekte partner” ?

 

Nogen ønsker en blid mand, andre en hård mand. En mand der hjælper til, og ikke bare hænger foran Tv og glor på fodbold, så den samme kvinde ønsker sig tit en mand der både er blid og hård, og det kan være lidt svært at finde den slags mænd.

 

Nogen ønsker en kvinde der er huslig, og gør rent og vasker op, og den slags. Det lyder mere som om at de måske skulle lede efter en hushjælp, eller en mor, for det er da tydeligt at det ikke er en partner de ønsker.

 

Den perfekte partner er ikke den der altid giver dig ret, og den perfekt partner opvarter dig heller ikke, den perfekt partner er den som giver dig modspil, og som udfordrer dig, både mentalt og fysisk.

 

De fleste mænd ønsker sig en flot kvinde med god figur med både røv og bryster der siger spar to, og får andre mænd til at vende sig på gaden. Men hvad hjælper et godt og flot udseende når der er tomt i den øverste etage ?

 

Sådanne kvinder kan jo altid få en mand, men det er de færreste mænd der gider den slags kvinder i det lange løb, de forhold holder som regel ikke særlig lang tid, for som en god ven engang sagde: ”Hvad hjælper det, at min kæreste er en fotomodel, jeg vil også kunne føre en fornuftig samtale engang imellem”.

 

Eller som en af mine veninder engang sagde : ”Ja flot er han, og han er altid i form, men han kan ikke engang hjælpe børnene med lektierne og de går da kun i 2 klasse ”.

 

Som sagt den perfekte partner er en som giver dig modspil, som støtter dig når du har brug for det, som giver dig en skulder at græde ved når det er det du har brug for.

 

En perfekte partner svigter dig aldrig, men kontroller dig heller ikke, men som stoler på dig, og som har din fulde tillid. Når man har fundet sådan én, så er udseendet af mindre betydning.

 

Og lad være med at lægge an på dine venners partnere, for du ønsker jo heller ikke at de lægger an på din partner. Og i givet fald kan det koste et eller flere venskaber, og fordi at en af vennerne har en perfekt partner, så er det langt fra nogen garanti for at han/hun vil være den perfekte partner til dig.

 

Jeg er selv helt sikker på, at jeg engang har haft en perfekt partner, men måske opdagede jeg det ikke, eller også var jeg ikke selv den perfekte partner.

Vi er hvad vi er.

Da jeg var barn, for meget længe siden, der fik vi ørerne hylet fulde af, at vi vil blive til det vi nu bliver og det skulle skylde miljø og arv.

 

Jeg havde en folkeskolelærer som hver eneste dag fortalte os, at vi lige så godt kunne acceptere at vi ikke blev til noget, for vi var fødte tabere, og vi ville ende vores dage som tabere.

 

Og han hængte sin hat på den der med miljø og arv, og han holdt på at 10 års skolegang for almindelige menneskers børn var spild af tid, for de ville bare spilde 3 år af deres liv, for de ville jo aldrig kunne rive sig fri fra det stade de nu havde i deres liv.

 

Han holdt stædigt på, at det kun var højt uddannede folks børn, som skulle have en mulighed for at læse eller studere videre, for dem var der håb om at de kunne komme længere end deres forældre, eller mindst lige så langt som deres forældre.

 

Vi unger som kom fra barakkerne, vi blev jo anset for at være det laveste i samfundet, for vi boede jo kun der fordi at ingen andre ville bo der, og vi blev sandelig også behandlet derefter.

 

Men det min gamle lærer ikke havde regnet med, det var at hans holdninger og hans ord, faktisk var det som gjorde at vi ville vise ham noget helt andet.

 

Vi var cirka 70 børn der levede i og omkring barakkerne, vi ville ikke finde os i, at vi på forhånd var stemplet som ”socialetabere”, så vi lagde os i selen, og vi stræbte efter at komme længere end det han havde sagt.

 

Vi blev håndværkere, og ikke bare almindelige håndværkere, men dem med de store og lange uddannelser bag os, vi blev fiskeskippere med egen kutter, vi sejlede langfart og blev styrmænd, kaptajner og lods.

 

Vi blev revisorer, sagfører, advokater, ja selv skolelærer blev vi, for vi ville ikke finde os i at man allerede da vi var børn at vi blev anset for en ”fremtidig byrde” for samfundet.

 

Skægt nok blev ingen af os pædagoger, og endnu mere skægt for de skolelærer der kom, de blev ikke ansat i folkeskolen men i friskoler, efterskoler, håndværksskoler og den slags.

 

Nogle tog en karriere indenfor forsvaret, hvor de blev officerer, og enkelte kom endda høj op i rang før alderen fældede dem.

 

 Men det skal så siges at ud af os 70 var der én som vi mistede undervejs, han gik til i alkohol og stoffer, men er det så slemt ? kun 1 ud af ca. 70 ?

 

Så hver gang jeg hører folk snakke og vrøvle om miljø og arv, så ryster jeg bare på hovedet, for det som disse ”kloge” mennesker ikke regner med, det er den vilje mennesket har til at komme videre til at komme længere end deres forældre eller forfædre gjorde.

 

Man stempler jo hele befolkningsgrupper på forhånd, og det ud fra parametre som boligforhold, hvordan forældrene er, og den slags, og det er helt hen i hegnet.

 

For det er ikke miljøet der holder på børnene når de bliver ældre, det er faktisk disse ”kloge” mennesker som fastholder deres teorier og derved tvinger folk til at bliver hvor de er.

 

For når man på forhånd dømmer efter arv og miljø, så fastholder man børnene, og man forhindrer dem i at komme videre, så det er mere fordommene der fastholder end det arv og miljøet der gør det.

 

For havde vi børn dengang været svagere end vi var, så havde vi jo troet på det vrøvl, og så havde vi helt sikkert opgivet at læse eller studere videre, for hvis man hele tiden fortæller børn og unge at de er dumme, og at de ikke kan lære en skid, så vil de til sidst tro på det.

 

Havde skolerne, skolelærerne og pædagogerne opmuntret, og havde kommunerne og staten gjort en mere intens indsats, så havde der været flere som havde forladt de dårlige miljøer og vi havde alle helt sikkert haft det bedre.

 

Så når man hører nogen plapre op om, hvor dårlige forhold man kommer fra, så skal man bare ryste på hovedet af det vrøvl, for der er kun én eneste der bestemmer hvor langt man kommer, og det er faktisk en selv.

 

Kommer der de der kiksede udtalelser, så brug det som et argument på at læse videre, på at studere videre, til at komme længere end en klaphatte som ikke kan finde ud af andet end at opstille teorier uden indhold.

 

For tænk på, at alle mennesker engang levede på stenalderplanet, og hvis ”arv og miljø” virkelig skulle passe, så ville vi alle jo stadig leve på stenalderplanet, men det gør vi mig bekendt jo ikke.

Skolesystemet

Vi har et godt skolesystem i Danmark eller har vi ?

 

Vi hører tit om skoler hvor det ikke går som det skal, vi oplever skoler hvor undervisningen sejler og hvor hverken børn eller unge lærer noget som helst.

 

Vi oplever at de forældre som har råd til det, sender deres børn i friskoler, kostskoler, efterskoler og alle mulig andre skoler.

 

Og hovedårsagen er denne, at deres børn ikke lærer noget i folkeskolerne, og hvis de endelig lærer noget, så lever det ikke op til det man forventer af folkeskolerne.

 

Jeg har efterhånden været bisidder eller har været med på råd om hvad forældre skulle stille op med folkeskolerne og især med de lærer som er i folkeskolerne.

 

Flere af de folkeskole lærer jeg har mødt, fortjener ikke betegnelsen ”skolelærer” for de magter simpelthen ikke opgaven, de uddeler karakter efter deres humør og ikke efter om eleverne er dygtige eller ej.

 

Folkeskolelærer som kommer sejlende efter timerne er begyndt, og som tror at de er de bedste lærer der findes, og som tror at deres ord er lov.

 

Har lærerne en god dag, så lærer børnene og de unge virkelig noget, men har lærer en dårlig dag, så er læren mere interesseret i at passe og pleje dem selv og så kan børn og unge passe sig selv.

 

Selve skolesystemet i Danmark er noget af det bedste der findes, for friskolerne kan nemt få det til at virke, det vidner deres elever jo selv om.

 

Men folkeskolerne, de virker for det meste ikke som de skal, og når man tænker tilbage på da man selv gik i folkeskole, så var der jo engang hvor den danske folkeskole nærmest var på et eliteplan, og ikke på bunden som man desværre tit oplever det i dag.

 

Lærerne på en friskole har mere tid, eller giver sig mere tid til deres elever, og de lærer har gode og konstruktive samtaler med forældrene til deres elever.

 

Hvor man så oplever folkeskolelærer som bestemmer, og som dikterer forældrene hvad de skal gøre, lærerne i folkeskolerne virker mere som lærer der ikke kan få arbejde andre steder i samfundet end lige på en folkeskole.

 

Før i tiden gav man karakter til eleverne minimum hvert halve år, og forældrene kunne følge med i om deres børn også lærte noget i skolen.

 

Hver elev blev bedømt og fik karakterne med hjem sådan at forældrene kunne se deres børns udvikling på skrift, og man kunne skride ind hvis det gik den forkerte vej.

 

Dengang skulle man leve op til en vis standard, før man fik lov til at komme en klasse op, og kunne man ikke det, jamen så gik man skoleåret om, indtil man havde lært det man nu skulle.

 

I dag kommer man næsten en klasse op bare man har gået i skolen i et år, og om eleven så lever op til normen, det ser man stort på, det er af mindre betydning i dag, bare de har været tilstede så kommer de en klasse op.

 

Opførte man sig ikke ordentlig i den gamle folkeskole, så kunne læreren sende eleven hjem, og i visse tilfælde så kunne man bortvise eleven fra skolen.

 

Det går man ikke så meget op i mere, lærerne er tilfredse hvis bare de ikke selv får problemer med deres elever, så ignorer de flere ting og situationer som de skulle havde stoppet for længst.

 

Selvfølgelig var det ikke bare fryd og gammen i det gamle folkeskolesystem, der var også eksempler på brodne kar, men dem var der ikke så mange af som mange pædagoger ellers påstår, for der var mere selvkritik blandt lærer dengang, og hvis man ikke var dygtig nok, jamen så blev man slet ikke skolelærer.

 

I dag er det sådan at kan en lærer finde ud af at 2 + 2 = 4, jamen så kan han nemt blive matematiklærer, for man kræver ikke den samme kvalitet af lærerne i dag, som man gjorde det før i tiden.

 

Uheldigvis så oplever vi en mangel på lærer, og især på dygtige lærer. Så man kan risikere at ens børn får en skolelærer som måske aldrig burde havde fået lov til at undervise og det på grund af manglede viden.

 

Da jeg gik i skole der vurderede man læreren ud fra eleverne, havde en lærer mange dygtige elever så fortalte det jo meget om hans evner til at undervise, for selv om at en folkeskolelærer kunne være en hård mand, så svigtede han som regel ingen af sine elever, han blev hårdnakket ved indtil at eleven havde lært det han skulle.

 

I dag der vurder man læreren ud fra andre kriterier, som blandt andet om hvilke uddannelser han har taget, og man ser ikke så meget på om han kan lære fra sig.

 

Bare man har flotte papirer så kommer man langt i skolesystemet i dag, men om man så egentlig har evnerne til at undervise, det er ikke det man går mest op i.

 

Som før nævnt så var der også brodne kar indenfor skolesystemet dengang, men det var mere end undtagelsen end det var normen. I dag er det anderledes, de lærer som i vores dage gerne vil det bedste for sine elever, bliver kanøflet af sine kollegaer og af systemet, men heldigvis så søger den slags lærer over i det private skolesystem, hvor de gør god gav.

 

Det er jo ikke længe siden at man opdagede at daske skoleelever ikke kunne stave, og man oplevede at deres standard var faldet ned under udviklingslandenes plan, så der er nok at tage fat på.

 

De bliver undervis i materiale som er forældet, og de bliver undervist af lærer som burde selv for længst havde fået en opgradering af deres viden.

 

Da jeg gik i skole er havde vi gårdvagterne, som var lærerne som skiftes til a være ude blandt os elever, men i dag gemmer de sig og slubrer kaffe i sig og snakker om hvor gode lærer de er.

 

Denne manglende interesse for hvad der foregår i frikvartererne gør at folk udefra kan komme ind og opføre sig som de vil, for der er jo ingen som holder øje med hvad der sker.

 

Folkeskolelærerne har den korteste arbejdsdag, og de længste ferier, og samtidig er det dem som skaber sig mest, de har det åh så hårdt, de slider og slæber gennem hele året, og især om sommeren, hvor de skal planlægge næste års skolegang.

 

Sikke noget vrøvl, for man har fastlagte skemaer og planer, de skal bare skrive et nyt årstal på forsiden, og så ellers bare forsætte hvor de slap før ferien. For indenfor folkeskolen der er næste år jo forprogrammeret inden fra staten af.

 

Friskolelærerne de forbereder sig virkelig, de gør en indsats for deres elever, og de planlægger selv både året og dagen, og de arbejder virkelig for føden.

 

Hvis folkeskolen og folkeskolelærerne ikke tager sig sammen, så ender det med at alle børn bliver undervist andre steder, og som det er lige nu så vil de helt sikket også få en bedre undervisning end i folkeskolen, som hænger fast i gamle doktriner og fordomme.

 

Men kan folkeskolen reddes, åh ja det kan den, men det kræver e kæmpe indsats både af stat og kommune, og ikke mindst af lærerstaben, men med den lærerstab man ser i dag, så har forbedringer og fremgang lange udsigter, for de kræver kun mere fritid og mere løn, men gider ikke at løfte en finger for deres elever.

 

Men den lærerstab som man finder indenfor folkeskolen i dag, er jo ”blomsten” af indførslen af den frie pædagogiske opdragelse, og de lærer har aldrig oplevet den gamle folkeskole, men kender den kun ud fra de skrækeksempler som der er skrevet i den pædagogiske pamflet.

 

I de rigtige gamle dage, der rejste man en skamstøtte når man var utilfreds med noget, og den største skamstøtte man kunne rejse i vore dage ville være over folkeskolen og folkeskolelærerne.

 

Man rejste ikke en skamstøtte for sjov, men for at vise sin utilfredshed, og dem som skamstøtten var rejst for, brugte den som en vejviser på at de skulle gøre tingene bedre.

 

De eneste der i dag forsvarer folkeskolerne det er dem som tjener deres penge der, og som ikke har evnerne til at finde andet arbejde, som de helt sikkert ville være bedre til end til at undervise.

 

En ting som er værd at tænke på, de er at de fleste folkeskolelærer og pædagoger sender deres egne børn i friskoler eller privatskoler, for at de der skal få den bedste undervisning.

 

Det ser jeg som en indrømmelse eller en tilståelse på at folkeskolerne ikke selv lever op til den standard som folkeskolens egne lærer ønsker for deres børn, alene det beviser mine påstande om folkeskolen.

 

Og en anden ting som kan nævnes i denne sammenhæng, det er at sidste gang jeg skrev min ærlig mening om folkeskolen om lærerne og pædagogerne, der var der knap 7.000 som gav mig ret i mine anskuelser, og kun 37 hidsede sig op og skabte sig, men det var underligt nok folkeskolelærer og pædagoger, dette fortæller jo også at jeg ikke er alene med mine opfattelser.

 

Fra evighed til evighed.

Man spørger ofte ”hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen ?”, og der findes vel mange fortolkninger og lige så mange forklaringer som der er mennesker.

 

Men hvad med denne, som kun er én af mange fortolkninger ”Vi kommer fra evighed, og vi går til evighed”. Det er så min fortolkning, uden de helt store omsvøb.

 

Man hører også nogen som siger, at vi bliver reinkarneret et bestemt antal gange, for vi skal ”lære” noget ved at leve som menneske.

 

Den kan jeg så ikke helt tilslutte mig, for i selve læren om reinkarnation, ligger der en begrænsning, en hindring om man vil det.

 

Ifølge de gamle skrifter, så bliver man jo genfødt uden erindring om tidligere liv, så hvordan kan man ”lære” noget som helst, når man ingen erindring har.

 

Det man havde ”lært” i et tidligere liv, er jo glemt, og man kan jo således gentage nøjagtigt de samme fejl eller dumheder, som man måske skulle havde gjort i tusinder af tidligere liv, for man er jo genfødt uden erindringer.

 

Så selve læren om tidligere liv, reinkarnation, fortæller at man kan risikere at man vil blive fanget i en uendelig spiral af reinkarnationer.

 

Og yderligere når man bliver reinkarneret uden erindringer, hvordan kan nogen så påstå at de har levet før ? Og især når man jo er reinkarneret uden erindringer.

 

Disse spørgsmål har jeg tit stillet til både buddhistmunke og til Krishna-munke, som jo netop underviser og udbreder læren om reinkarnation, og sært nok har jeg aldrig fået et svar på de spørgsmål, så det er grunden til at jeg ikke kan tilslutte mig læren om reinkarnation.

 

Gaia-teorien er lidt bedre end mange andre, for kort fortalt så går den ud på, at alt hvad der liv har også en sjæl, og enhver sjæl har et legeme, og når legemet dør, så vender sjælen hjem til Gaia og deler sin viden med hende og hun deler sin viden med de hjemvendte sjæle.

 

Også en rimelig god teori, men den forklarer ikke hvorfra sjælen er kommet, eller hvordan den er blevet født ind i denne verden.

 

Bibelen siger at Gud tog markens muld (eller ler) alt afhængig hvilken oversættelse man tror på, og at Gud dannede et menneske af det, der på blæste Gud livsånde ind i mennesket, og gav det navnet Adam som blev betegnelsen af en ”levende sjæl”.

Bibelen fortæller også, at når man er død, så vender sjælen hjem til Gud, og skal være sammen med Gud i evigheden.

 

Nogen påstår at der er omtalt reinkarnation i Bibelen, og at man fjernede de skrifter som netop omtalte reinkarnation, men der til har man den forklaring som Jesus sagde, nemlig at det drejede sig om en ”åndelige” eller en ”spirituel” genfødsel, og ikke en genfødsel i kødet eller i legemet.

 

Meningen med livet er sært nok, at vi alle skal dø, ingen kan stikke af fra det, for legemet tilhører denne verden, og sjælen tilhører en åndelige eller spirituelle verden, så selv om at legemet dør, så lever sjælen videre, og så er det i den forbindelse totalt ligegyldigt hvilken tro man har, alle omtaler præcis det samme fænomen.

 

Tager man bare én af trosretningerne ud, så ”mangler” der nogle eller flere ting, før man kan se en sammenhæng i det hele, men går man i dybden af alle religioner, så er der en fællesnævner som hedder ”fra evighed til evighed”.

 

Hvad der så ligger imellem disse to evigheder, er jo så noget mennesket har diskuter og debatteret i årtusinder, og det vil mennesket sikkert gøre i årtusinder fremover.

 

Der findes flere verdener end denne, hvilket man kan læse i alle mulige og umulige bøger, den anden verden, den åndelige verden, den spirituelle verden, Guds Rigs, Nirvana og mere af samme slags, man alle er enige der findes flere verdener og flere universer.

 

Man skal tro på eller ikke tro på, det er op til den enkelte at finde ud af det, for vi er jo alle forskellige, heldigvis for ellers ville livet da være for kedeligt.

 

Men lad os gå ud fra, at vi absolut skal lære noget ved at leve som menneske, så kan vi kun lære noget af de mennesker som ikke er enige med os. For hvad lærer man ved, at folk klapper en på skulderne og siger ”Ih hvor har du ret !”, man får jo bare medhold, men intet der opbygger.

 

I disse tider snakker man om at forbyd religions kritik, det er da en væmmelig tanke. For det er jo det samme som at binde folks tanker om meninger og deres holdninger og kriminalisere den frie tanke og den frie vilje.

 

Vi har jo i forvejen en lov, som forbyder at man forhåner dem som tror, altså det enkelte menneske må ikke forfølges for sin tro, og det mener jeg at nok. For har man en tro eller en religion, som ikke kan tåle kritik, hvad er den så egentlig værd ?

Det letteste i verden.

Det letteste i verden, det er at give op, og det er der desværre ret mange der gør, de vælger den nemme løsning, for de har måske ikke lært andet.

 

Der en én ting man skal notere sig først, det er at intet her i livet er let, eller nemt, og at gør man ikke noget selv, så skal man heller ikke forvente noget af andre.

 

Dem som allerede fra barnsben lærer, at tage tingene som de kommer, og som lærer at håndtere konflikter og ikke bare stikke af eller at vende ryggen til dem, det er dem som kommer længst.

 

Når man er barn, så kan man altid stikke af hjem, hvis der opstår problemer, det er så nemt at rende hjem til sine forældre og få dem til at løse de problemer man møder.

 

Men der kommer jo en dag hvor forældrene enten er væk, eller de er blevet for gamle, og så er man skidt stillet, hvis man ikke har lært at håndtere tingene som de kommer.

 

Og er man på arbejdsmarkedet, så skal man nu heller ikke forvente, at man kan gemme sig bag chefen eller sine kollegaer, man må selv gøre en indsats.

 

Det samme er det i et par forhold, man er nød til selv at gøre noget, for en mor kan nu ikke altid være der og trøste hver gang man har klokket i det.

 

Da jeg var hvalp, der lært min far mig, at stå ved det man gjorde, eller det man ikke gjorde, og at stå ved det man sagde, eller det man ikke sagde.

 

Han stod altid i baggrunden, og var parat til at give råd hvis jeg spurgte, men han lod mig selv tage de klaps som jeg selv havde rodet mig ud i. MEN han var altid parat hvis der var noget jeg ikke selv kunne klare.

 

Jeg lært at klare eller ordne tingene selv, havde man lavet noget skidt, jamen så måtte jeg også selv tage straffen for det. Og havde jeg lavet noget godt, så var jeg den første som nød godt af det.

 

Jeg lærte at stå på egne ben, og jeg lært at ordne tingene som de ny dukkede op, og det er der da mange af min generation som har lært, så noget specielt er der ikke ved det.

 

Men mange børn i vores dage, lærer ikke at håndtere tingene som de kommer, de lærer ikke at tage en konfrontation hvis det bliver nødvendigt.

 

Det er på en måde trist, for det er gennem konflikter og konfrontationer man lærer noget, man lærer ikke ret meget af at stikke halen imellem benene og stikke af, men desværre så er det den metode de fleste bruger i dag.

 

Man lærer at problemer overlader man til andre, først så overlod man dem til sine forældre, senere til sine lærer eller sine venner, og så stævner man hinanden i retten og spilder en masse tid på noget som kunne havde været undgået hvis man gad at stå ved det man havde sagt eller gjort.

 

Og straks begynder folk at protestere, for sådan er de i hvert fald ikke, og for de har fået en god opvækst, og de har lært at stå på egne ben osv. Og hvis man ikke tror på det, så kommer familie, venner og sagfører og skal nok ordne den slags.

 

Så er det at jeg ryster på hovedet, for det var jo lige præcis det jeg skrev, at man bare overlader problemerne og problemløsningen til andre, og man gemmer sig bagerst, for man tør ikke at gå ind i en konflikt og ordne sagen selv.

 

Nu er det ih så nemt at give de unge skylden for det hele, men i mine øjne er det mere forældrenes, skolernes skyld, for det er der det hele starter, det er der hvor man nærmest overbeskytter børn og unge, og de får ikke selv lov at prøve.

 

Og hvad får man ud af det ? Jo en hel masse unge mennesker, som fejlagtigt tror, at de kan sige hvad der passer dem, og gøre hvad der passer dem, og de bliver van til at andre ordner de problemer som de selv har rodet sig ud i.

 

Så det er i sidste ende samfundet selv, der udvikler de ansvarsløse unge mennesker, som man kan læse om i alle medier, men selv samfundet giver skylden videre til forældrene, og det på trods af, at det selv samme samfund har overtaget opdragelsen af børn allerede da de voksne selv var børn.

 

Nu skælder samfundet ud på de forældrene, for at de ikke er deres forældre opgave voksne, og glemmer at det var dem selv som umyndiggjorde de selv samme forældre.

 

Og forældrene skælder ud på samfundet, og på systemet som ikke er i stand til at de unges problemer, og selv de glemmer at det var dem som selv er skyld i at samfundet er som det er.

 

Samfundet gik jo selv ind og sagde, at de var bedre til at opdrage og uddanne børn og unge, så forældrene skulle holde sig tilbage, og forældrene overlod børn og unges opdragelse og uddannelse til samfundet, og det af mageligheds årsager, og fordi at de aldrig selv har lært at håndtere konflikter og at tage tingene som de kommer.

 

Man kan ikke forlange at børn og unge skal vokse op til at være god og solide forældre, når man fra samfundets side af selv har frataget forældrene deres forældre rolle.

 

Jeg siger ikke at man genindføre de gamle opdragelses metoder, for så gode var de nu heller ikke, men sådan som der kører i vores dage, sådan kan det da ikke blive ved med at køre for så ender vi alle helt ude i hegnet.

 

Jeg har mødt mange unge mennesker som gerne vil tage et ansvar, og som gerne vil stå fast, men det kan de ikke få lov til, for det tillader samfundet eller systemet ikke.

 

IH hvor det går.