Det letteste i verden.

Det letteste i verden, det er at give op, og det er der desværre ret mange der gør, de vælger den nemme løsning, for de har måske ikke lært andet.

 

Der en én ting man skal notere sig først, det er at intet her i livet er let, eller nemt, og at gør man ikke noget selv, så skal man heller ikke forvente noget af andre.

 

Dem som allerede fra barnsben lærer, at tage tingene som de kommer, og som lærer at håndtere konflikter og ikke bare stikke af eller at vende ryggen til dem, det er dem som kommer længst.

 

Når man er barn, så kan man altid stikke af hjem, hvis der opstår problemer, det er så nemt at rende hjem til sine forældre og få dem til at løse de problemer man møder.

 

Men der kommer jo en dag hvor forældrene enten er væk, eller de er blevet for gamle, og så er man skidt stillet, hvis man ikke har lært at håndtere tingene som de kommer.

 

Og er man på arbejdsmarkedet, så skal man nu heller ikke forvente, at man kan gemme sig bag chefen eller sine kollegaer, man må selv gøre en indsats.

 

Det samme er det i et par forhold, man er nød til selv at gøre noget, for en mor kan nu ikke altid være der og trøste hver gang man har klokket i det.

 

Da jeg var hvalp, der lært min far mig, at stå ved det man gjorde, eller det man ikke gjorde, og at stå ved det man sagde, eller det man ikke sagde.

 

Han stod altid i baggrunden, og var parat til at give råd hvis jeg spurgte, men han lod mig selv tage de klaps som jeg selv havde rodet mig ud i. MEN han var altid parat hvis der var noget jeg ikke selv kunne klare.

 

Jeg lært at klare eller ordne tingene selv, havde man lavet noget skidt, jamen så måtte jeg også selv tage straffen for det. Og havde jeg lavet noget godt, så var jeg den første som nød godt af det.

 

Jeg lærte at stå på egne ben, og jeg lært at ordne tingene som de ny dukkede op, og det er der da mange af min generation som har lært, så noget specielt er der ikke ved det.

 

Men mange børn i vores dage, lærer ikke at håndtere tingene som de kommer, de lærer ikke at tage en konfrontation hvis det bliver nødvendigt.

 

Det er på en måde trist, for det er gennem konflikter og konfrontationer man lærer noget, man lærer ikke ret meget af at stikke halen imellem benene og stikke af, men desværre så er det den metode de fleste bruger i dag.

 

Man lærer at problemer overlader man til andre, først så overlod man dem til sine forældre, senere til sine lærer eller sine venner, og så stævner man hinanden i retten og spilder en masse tid på noget som kunne havde været undgået hvis man gad at stå ved det man havde sagt eller gjort.

 

Og straks begynder folk at protestere, for sådan er de i hvert fald ikke, og for de har fået en god opvækst, og de har lært at stå på egne ben osv. Og hvis man ikke tror på det, så kommer familie, venner og sagfører og skal nok ordne den slags.

 

Så er det at jeg ryster på hovedet, for det var jo lige præcis det jeg skrev, at man bare overlader problemerne og problemløsningen til andre, og man gemmer sig bagerst, for man tør ikke at gå ind i en konflikt og ordne sagen selv.

 

Nu er det ih så nemt at give de unge skylden for det hele, men i mine øjne er det mere forældrenes, skolernes skyld, for det er der det hele starter, det er der hvor man nærmest overbeskytter børn og unge, og de får ikke selv lov at prøve.

 

Og hvad får man ud af det ? Jo en hel masse unge mennesker, som fejlagtigt tror, at de kan sige hvad der passer dem, og gøre hvad der passer dem, og de bliver van til at andre ordner de problemer som de selv har rodet sig ud i.

 

Så det er i sidste ende samfundet selv, der udvikler de ansvarsløse unge mennesker, som man kan læse om i alle medier, men selv samfundet giver skylden videre til forældrene, og det på trods af, at det selv samme samfund har overtaget opdragelsen af børn allerede da de voksne selv var børn.

 

Nu skælder samfundet ud på de forældrene, for at de ikke er deres forældre opgave voksne, og glemmer at det var dem selv som umyndiggjorde de selv samme forældre.

 

Og forældrene skælder ud på samfundet, og på systemet som ikke er i stand til at de unges problemer, og selv de glemmer at det var dem som selv er skyld i at samfundet er som det er.

 

Samfundet gik jo selv ind og sagde, at de var bedre til at opdrage og uddanne børn og unge, så forældrene skulle holde sig tilbage, og forældrene overlod børn og unges opdragelse og uddannelse til samfundet, og det af mageligheds årsager, og fordi at de aldrig selv har lært at håndtere konflikter og at tage tingene som de kommer.

 

Man kan ikke forlange at børn og unge skal vokse op til at være god og solide forældre, når man fra samfundets side af selv har frataget forældrene deres forældre rolle.

 

Jeg siger ikke at man genindføre de gamle opdragelses metoder, for så gode var de nu heller ikke, men sådan som der kører i vores dage, sådan kan det da ikke blive ved med at køre for så ender vi alle helt ude i hegnet.

 

Jeg har mødt mange unge mennesker som gerne vil tage et ansvar, og som gerne vil stå fast, men det kan de ikke få lov til, for det tillader samfundet eller systemet ikke.

 

IH hvor det går.