Den store gamle ørn.

Den store gamle ørn svævede højt oppe over skyerne, den bekymrede sig ikke for her var det varmt og godt at være.

 

Den havde ikke de bekymringer som menneskene nede på jordens overflade, den havde ikke de problemer som de havde, og det var den lykkelig over.

 

Den havde jo ikke svinet jorden til, den havde jo ikke forurenet floder og havene, og den havde jo ikke ødelagt de store skove.

 

I dens verden var der ikke politikere som først lovede det ene, og som aldrig holdt hvad de lovede, og der var ingen korruption i den verden, så de bekymringer havde den ikke.

 

Naturen havde dens egne politibetjente, som altid ville komme når der var uro eller ballade, og naturen havde ikke brug for en eller anden latterlig reform, som nogle politikere havde opfundet for at få tiden til at gå med et eller andet ligegyldigt.

 

Den interesserede sig ikke for hvad menneskene lavede, bare de ikke kom for tæt på dens rede, og dens mage og dens unger, så hvis menneskene lod den være i fred, jamen så led den også dem være i fred, det er naturens lov, men den havde de fleste mennesker vist glemt.

 

Som én af de store Tordenfugle, var den jo en af dem som kunne opretholde balancen i naturen, den var en budbringer fra tiden før tiden startede, og han ville være der når tiden ikke var der mere.

 

Alle dyr kendte til Tordenfuglene, og det gjorde menneskene også engang, men de havde alt for travlt med stress og jag, at de ikke gav sig tid til at lytte.

 

Det var egentlig en skam, for når evigheden kommer, så ville alle dem som lyttede komme med, men det så ud til en evighed uden at der ville være mennesker tilstede, ja det ville være en skam.

 

Menneskene havde sat ud over naturen, de troede at de kunne leve uden naturen, men først indenfor de sidste årtier havde de opdaget, at det kunne de ikke.

 

Menneskene havde ikke opdaget, at naturen nemt meget nemt kan klare sig uden dem, og hvis menneskene ikke snart begyndte at lytte, så vil naturen bestå, og mennesket ville blive én af de mange arter som bare var forsvundet igennem tiderne.

 

Den store gamle ørn elskede at føle vinden suse igennem svingfjerne, den var ikke så lykkelige når den blev forstyrret af den af de der flyvende maskiner som menneskene havde, de larmede og de lugtede virkelig meget fælt.

 

Men det havde den og de andre Tordenfugle fundet en løsning på, de fandt hurtigt ud af ad hvilke veje menneskenes flyvende stinkende metalkasser fløj, og de steder undgik de bare.

 

Den var jo ikke naturen der ikke ville have noget med menneskene at gøre, det var menneskene som troede at de skulle herske over naturen, de var da underlige de der mennesker,

 

Menneskene troede at de var herskere, og at de havde hersket fra tidens start, men de har endnu ikke opdaget at alle andre væsener på jorden havde været det i millioner eller milliarder af år før dem, ja de er underlige de der mennesker.

 

Den store gamle ørn dykkede ned, den havde lyst til at finde en eller flere mennesker som ville lære at lytte, som ville høre hvad naturen ville fortælle, det kunne jo være at ikke alle mennesker var døve.

Hvad er meningen med livet ?

Mange har prøvet at give en forklaring på hvad meningen med livet er, og lige så mange har kikset og har ikke kunne fremkomme med en seriøs og ordentlig forklaring.

 

Meningen med livet, er uden tvivle noget man skal ”lære”, det er noget som man kan bruge, og noget som man kan leve på.

 

Mit bud på livets mening er at vi skal kende og forstå ”kærlighedens hemmelighed”, at vi skal forstå hvor dyb, hvor høj, hvor stærk kærligheden egentlig er, først den dag har vi fundet meningen med livet.

 

For at forstå hvad kærligheds hemmelighed er, så må man først forstå hvad kærlighed egentlig er for en størrelse, for der findes flere forklaringer på hvad det er, men de ”mangler” alle et eller andet.

 

Et af de steder hvor jeg har fundet en virkelig god beskrivelse af hvad kærlighed er, det fandt jeg i Bibelen og det er i Første Korinterbrev Kapitel 13 og versene 1 til 13. Men jeg ”snupper” lige et uddrag, for det er beskrivelserne på hvad kærlighed er som jeg finder interessant.

 

Kærligheden er tålmodig,

kærligheden er mild,

den misunder ikke,

kærligheden praler ikke,

bilder sig ikke noget ind.  

Den gør intet usømmeligt,

søger ikke sit eget,

hidser sig ikke op,

bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten,

men glæder sig ved sandheden.

Den tåler alt,

tror alt,

håber alt,

udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op.

 

Det er noget af en omgang, men det er den bedste, eller de bedste betegnelser på hvad kærlighed er, og den liste fortæller noget helt andet end det man normalt hører.

 

For vi hører jo tit, at en mors kærlighed til sit barn er stor og det så stor at en mor vil give sit liv for sit barn, men man glemmer at en far også tit føler det samme, så hvorfor man fremhæver moderens rolle frem for faderens er underlig i mine øjne.

 

Men punkterne en for en.

 

Kærligheden er tålmodig, og det ikke kun en påtaget tålmodighed, som man oplever det blandet kvinder og deres børn, nej en dyb tålmodighed, som ikke kun gælder egne børn, men lige så meget andre børn, og andre mennesker.

 

Kærligheden er mild, ja en anden form for mildhed, end bare at man tolerer hvad andre går og laver, og det har intet med overbærenhed at gøre.

 

Kærligheden misunder ikke, nej har man kærlighed i sit liv, så kan man ikke være misundelig, for misundelighed er begær, og begær har intet med kærlighed at gøre.

 

Kærligheden praler ikke, nej man kan ikke prale med eller af sin kærlighed, det er ikke noget man kan få medaljer for, og enten har man kærlighed eller man har den ikke.

 

Kærligheden blider sig ikke noget ind, nej man kan ikke både have kærlighed og så føle sig vigtig, eller føle at man er bedre end andre, for det er det modsatte af kærlighed.

 

Kærligheden gør intet usømmeligt, nej for har man kærligheden så kan man ikke gøre noget usømmeligt, for gør man det så overskrider man andre menneskers grænser, og så udviser man jo netop ikke kærlighed.

 

Kærlighed søger ikke sit eget, nej for søger man sit eget, så leder man efter noget man kan prale med, og fremvise som et ”symbol” på at man er mere end andre mennesker.

 

Kærlighed hidser sig ikke op, den er lidt svære at forklare, for ophidselse kan være begær, det kan være vrede. Så her skal man først forstå hvad ophidselse er, for vred kan jo også være retfærdig vrede eller retfærdig harme, men kærligheden er ikke ophidsende i sig selv.

 

Kærligheden bærer ikke nag, nej da for bærer man nag, så kan man ikke tilgive, og tilgivelsen er kærlighedens alfa og omega, kan man ikke tilgive, så ejer man ikke kærligheden. Tilgivelse kan være svært, men den del lærer man i samme takt som man forstår kærligheden.

 

Kærligheden finder ikke glæde i uretten, nej de for hvis nogen lider uret, så kan kærlighed forvandles til retfærdig vrede eller retfærdig harme, for så reagerer man på den uret som andre bliver udsat for, og ikke kun den uret man selv bliver udsat for.

 

Kærligheden glæder sig ved sandheden, ja kærlighed kan ikke leve sammen med løgn, og bagtalelser og tilsvininger og den slags, for den slags er der nu ikke megen glæde ved.

 

Kærligheden tåler alt, ja også i den grad, for har man kærlighed i sit liv, så kan man tåle alt og den som har oplevet det vil vide at dette er sandhed. Men bare fordi at man kan tåle alt, betyder det ikke, at en kvinde absolut skal udholde et ægteskab eller et samliv med en voldelig ægtemand, for så handler det om magt og besidder tvang og ejer fornemmelser, og det har intet med kærlighed at gøre.

 

Kærligheden tror alt, ja tro er en vigtig del af kærligheden, for hvis man ikke kan tro, så kan man heller ikke tro på den kærlighed som man selv føler, eller som andre føler for en selv. Men fordi at kærligheden tror alt, så skal man nu ikke forveksle det med naivitet.

 

Kærligheden håber alt, ja den håber at alle vil lære at forstå hvad kærlighed er, og at alt bliver bedre, og at ingen mennesker skal lide, kærlighed og håb er næsten to sider af samme sag.

 

Kærligheden udholder alt, ja den gør den, for selv ud over livets grænser kan man føle og opleve kærligheden, det er jo ikke uden grund at man kalder kærligheden for udødeligheden selv.

 

Kærligheden hører aldrig op, nej da, for kærligheden er ikke tidsbegrænset, den er evig. Bare fordi at man mister en man holder meget af, så mister man jo ikke den kærlighed som man følte for vedkomne, den forandrer sig ikke, men man får et andet og dybere forhold til den afdøde, eller den forsvundne. Min far døde da jeg var 17 år, og jeg elsker ham da stadig, og det selv om at jeg ikke ser ham mere, min kærlighed til min far døde da ikke sammen med ham.

 

Man hører om at folk forfølger, dræber og mishandler en tidligere kone, kæreste eller partner. Og så undrer jeg mig hver gang, for hvordan kan man først elske et menneske, for derefter at være ondskabsfuld overfor vedkomne ?

 

For hvis man elsker, så har man kærligheden i sit liv, og så kan man simpelthen ikke gøre en man elsker noget ondt, og gør man det, så har man egentlig ikke elsket. At elske en anden, er jo også at lade vedkomne rejse, hvis det er det vedkomne vil. Men måske er jeg bare naiv, og fatter minus af det hele.

 

Man hører at nogen først myrder deres børn, og derefter myrder deres tidligere partner, hvor er dog kærligheden i det ? Og har den i det hele taget været tilstede ?

 

Kærligheden er jo det modsatte af ondskab, og når man forfølger og torturer en man har elsket, så kniber det for mig at se, at der nogensinde har været kærlighed i forholdet, men måske er jeg bare naiv.

 

Jeg har da haft nogle forhold i min levetid, men jeg har aldrig har lyst til at banke eller slå dem fordi at de forlod mig, men det er måske mig som er forkert på den, man skal måske opføre sig sådan ?

 

Men underordnet, så forsætter jeg som jeg altid har gjort, jeg lader dem rejse og jeg lader dem leve det liv som de vil, og det at ”slippe” vedkomne, er jo også kærlighed, det er sådan jeg har lært det, men måske er jeg bare naiv.