Den Gamle Ørn

Den gamle ørn.

 

Det var overskyet, det regnede og det lynede og tordnede.

 

Den gamle ørn sad på kanten af den nu tomme rede, den rystede sig lidt for at få regnvandet af sin fjerdragt.

 

Den kikkede op på himlen, og den synes at det havde været mørket længe, og uvejret havde været der lige så længe.

 

Han var alene igen, det var udenfor sæsonen så der var tomt i reden, men det havde han efterhånden vænnet sig til.

 

Han var træt af den tomme rede, han var træt af regnen, og han savnede solen med lys og varme, så han kastede sig ud fra reden og lod sig falde.

 

Da han var dalet nogle meter, så slog han sine store bredde vinger ud, og lod opvinden fange sig.

 

Han steg og steg, indtil han var kommet op over trætoppene, så slog han vingerne halvt sammen, og styrtdykkede ned imod skovbunden igen.

 

Og før han ramte jorden der slog han igen sine store vinger ud, og lod vindene trække sig op imod skyerne, og igen steg og steg han.

 

Denne gang hjalp han til, han slog med sine vinger i store dovne bevægelser, og han kom højere og højere op, indtil han kom op over skyerne.

 

Her oppe var det godt at være, solen strålede og den gav varme, og han kunne mærke at blodet i hans krop begyndte at rende hurtigere, jo den varme var godt for den gamle ørn.

 

Han svævede højt over skyerne, han tænkte på de stakkels skabninger som ikke havde vinger, den kunne ikke komme op i lyset og i varmen. Næh de måtte leve i mørket og kun se og opleve solen når skyerne spredte sig igen.

 

Nåh ! Tænkte han, nu må det være nok med det uvejr, og han begyndte at styrtdykke ned igennem skyerne, og op igennem skyerne.

 

Han vidste at han kunne sprede disse mørke skyer, og at den som levede ned på jorden vidste at hans kunne gøre det, så han blev ved med at dykke ned og flyve op igennem dem igen.

 

Og det hjalp, efterhånden begyndte skyerne at sprede sig, han skabte turbulenser, som fik vindene til at sprede skyerne mere og mere.

 

Folkene der levede i skovens udkant kom ud af deres hytter, og de kikke op for at se solen, den skulle jo nydes mens den var der.

 

De fik øje på den gamle ørn, som lege med skyerne, det var det som de kaldte det han gjorde, men de vidste jo ikke bedre.

 

Hver gang han dykkede igennem skyerne, så jublede de, og de jublede og klappede i hænderne når han steg op igennem dem igen, de ville opmuntre ham til at fortsætte med det han gjorde, men han kunne jo ikke høre dem, han var alt for lang væk til kunne det.

 

Børnene spurgte deres forældre om hvem den store fugl egentlig var, og deres forældre fortalte dem, at det var en af de store tordenfugle, som kunne jage mørke, lyn og torden væk med deres store vinger.

 

Børnene spurgte om hvad man kaldte den store fugl, og de ældre i byen fortalte at de for længst havde glemt hans navn, men at alle kaldte ham for den gamle ørn, for det kunne man jo huske.

 

Da skyerne var blevet godt spredte, så cirklede den gamle ørn lidt, for at orientere sig, og så fløj han ud over landet, og fulgte en af de store floder ud imod havet, det var længe siden han havde set havet, og det ville han gøre noget ved.

 

Han fløj væk, og børnene spurgte om han aldrig kom tilbage, de ældre sagde at selvfølgelig kom han igen, for han boede jo oppe i den store skov oppe i bjergene, så han ville komme tilbage, men måske savnede han de andre store fugle, men tilbage kom han altid.

 

Den gamle ørn satte farten op, han kunne flyve utroligt hurtig, og mens landene med deres marker og skoven forsvandt under ham, så glædede han sig til at møde de andre gamle ørne, uden på den store ø midt i havet, det var der de plejede at samle sig.

 

Den gamle kriger kikke op på den gamle ørn, og tænkte at hvis han havde vinger så gad han nu heller ikke at så her og holde vagt, men sådanne tanker var der jo mange som havde.

 

Men ligesom at de gamle krigere havde deres opgaver i livet, så havde de gamle ørne også deres opgaver, at have vinger betød jo også at have ansvar, men hver især var lidt misundelig på hinanden, og alligevel ville de ikke bytte.