Hvorfor ?

Døden kommer når man mindst venter det, og man mister en man har kær eller en man holder af. Det kan være en far, mor, søster, bror en god ven eller en god veninde, eller man kan miste et barn.

 

Uanset hvem det rammer så rammes man selv af sorg og vrede, man føler hjertet bliver smadret, og man tænker ”hvorfor ?”.

 

Først så glor man vantro ud i luften, for det er ikke rigtigt gået op for en hvad der er sket, der går lidt tid, så rammes man af sorgen som et lyntog man havde overset.

 

Man tænker at det var da for tidligt at vedkomne døde, for der var da mange gode år tilbage, og vedkomne havde alderen foran sig endnu.

 

Derefter rammes man af vreden, man føler at det er uretfærdigt, man føler sig svigtet, ja man føler sig pisset på, men ligesom med sorgen så ved man ikke hvad man skal stille op.

 

Folk ringer og kondoler, dem man møder kondoler, og alle siger at har man noget man gerne vil snakke om, så har de altid tid til en kop kaffe og en snak.

 

Men desværre så viser det sig tit, at de løfter slet ikke holder, for de ved i grunden jo slet ikke hvad de skal sige, de ved slet ikke hvad de skal gøre.

 

Man går til bedemanden for at få ordnet begravelsen, eller man sender en anden som man stoler på, og afventer datoen for begravelsen eller bisættelsen.

 

Indtil dagen kommer, der føles virkeligheden underlig, man kan ikke rigtig forstå, at den man holdte så meget af er væk, man hutler sig igennem hverdagen så godt som man nu kan, men det hele virker underligt.

 

Når dagen for begravelse eller bisættelsen er kommet, så gør man sig i stand og tager af sted. Man skal jo have det her cirkus overstået, og man strammer sig an, for at vise den bedste side frem.

 

Så ankommer man til kirken eller til kapellet, og der møder man andre som jo også holdt meget af den afdøde, og man er fælles i sorgen, og man kan støtte hinanden.

 

Man går ind, og der står så kisten, med den man holdt af, og man rammes igen af sorg, og senere rammes man af vreden igen, men nu har man da lidt mere kontrol over sine følelser.

 

Præsten står og fortæller en hel masse, men man lytter ikke rigtig efter, for man stirrer bare på kisten og håber på at det hele er en drøm, og at man snart vågner.

 

Men nej ! Det er ikke en drøm, der er den barske virkelighed, man er jo kommet for at tage afsked med den afdøde, for at vise den sidste ære og den sidste respekt.

 

Når præsten er færdig, og orglet er blevet tavs, så går nogen hen og bærer kisten ud af kirken, og alle som var tilstede går bagefter ud til graven.

 

Ude ved graven siger præsten igen noget, som man ikke rigtigt hører efter, for altid virker underligt, og alt virker forkert, virkeligheden er blevet uvirkelig.

 

Når præsten igen er færdig, så kaster han jord på kisten, og man bliver budt til kaffe eller man tager afsked, der på kirkegården.

 

Eller man går bare ud, og lader kisten stå, efter at præsten har kastet jord på kisten, og man tager afsked for den dødes sidste ønske var at blive brændt, og det må man respektere, også selvom at det er svært.

 

Uanset hvilken for der er tale om, bisættelse eller begravelse, så kommer alle fremmødte hen og kondoler, og man kæmper for at holde tårerne tilbage, og man kæmper for at sige pænt tak.

 

Så tager man hen og drikker kaffe, og man snakker lidt, ikke ret meget og man taler afdæmpet, for man er jo ikke ude og drikke øl med vennerne, og det er jo en sorgens dag.

 

Når man er færdig med at drikke den kaffe som man egentlig ikke rigtig smagte på, for man havde jo tankerne andre steder, så tager man igen afsked med de fremmødte.

 

Og igen kondoler alle, og igen siger alle at de altid har tid til en kop kaffe og en snak, det lyder hult og tomt, for man ved at de jo ikke kan gøre noget, og man ved at de heller ikke ved hvad de skal sige.

 

Man tager hjem, man lukker sin dør, man låser den for man vil ikke forstyrres af nogen, og lige der føler man sig alene, ikke ensom men alene, men nu kan man slippe følelserne ud, og lade de stille tårer rende, for nu er der jo ingen som ser, og man kan få sin sorg og sin vrede ud.

 

Folk man møder siger ”Det skal nok gå ?” eller de siger ”Livet går videre !”, ja selvfølgelig skal det nok gå, og selvfølgelig går livet videre, men det kan gå lang tid før man har lyst til at høre den slags. Men dem som siger det, de siger det jo ikke i en ond mening, men de siger det fordi at de ikke aner hvad de ellers skal sige.

 

Og man er jo nok ikke bedre selv, for når en anden mister en som de har kær, så kondoler man jo selv, og man siger jo selv at ”det nok skal gå !” og man siger jo selv at ”livet går videre !”, men den lille forskel jeg selv har haft i forhold til andre, så har jeg selv lagt hvad jeg havde i hænderne, og brugt tiden og drukket kaffe når en havde brug for en kop kaffe og en snak, det føler jeg er vigtig, men mange andre har vel meget andet at lave, men den slags har jeg lært at man altid skal give sig tid til.

Det er så nemt.

Det er så nemt at give alle andre skylden for alt hvad der er går skævt i sit liv, det er så nemt at give forældrene, søskende, vennerne ja alle andre end sig selv.

 

Man har gjort noget forkert, og man bliver opdaget, og straks begynder man at skubbe skylden fra sig, og give alle andre skylden for de fadæser man selv har lavet.

 

”Mine forældre elskede mig ikke !” Er en af de mest brugte, og samtidig en af de mest forkerte bortforklaringer der findes, for når man er barn eller ung, så kan man ikke altid se eller indse at forældre elsker deres børn.

 

Børn og unge vil gerne så meget, men har så lidt erfaring, men de tror fejlagtigt at de ved mere om livet end deres forældre, så de gider ikke lytte efter hvad de siger.

 

Så de gør oprør imod forældrenes rådgivninger, de kæmper for at finde dem selv, og det er i sig selv en meget naturlig ting, det er et almindeligt skridt på vejen ud i det voksne liv.

 

Det er naturligt, at børn og især unge prøver grænser af, de vil selv gøre deres erfaringer, og de vil selv prøve om de kan gå på vandet.

 

Jeg har den holdning ”Lad dem dog prøve !”, for kun gennem deres egne forsøg vil de opdage, og deres ideer og tanker er holdbare, eller om de synker ned og bliver pladdervåde.

 

Så det bedste forældre kan gøre, det er at træde et eller to skridt tilbage, og lade børnene og de unge prøve selv, men de skal holde øje med om de kommer til skade eller og de skader andre, det er sund logik.

 

Jeg ved hvor svært det kan være, at bare at skulle se på, at børn og unge gør præcis de samme dumheder som jeg selv har gjort, men de kan ikke lære det på mange andre måder, end ved at prøve det selv.

 

Men når det er sagt, så skal både børn og unge også lære at forstå, at de selv må tage konsekvenserne af deres egne handlinger, de må selv tage de klaps man render ind i, og de må selv lære at tage ansvar for deres egne handlinger.

 

De skal lære at ingen kan lastes for det dumheder som de selv udfører, og selvfølgelig så skal de også selv kunne glæde sig over hvis deres ideer og tanker holder, de glæder skal man ikke tage fra dem.

 

Det at blive voksen er en lang proces, det lærer man ikke i løbet af få dage eller uger, men et af de største skridt er at stå ved det man har gjort eller sagt.

 

Jeg har mødt børn og unge som var mere voksne end deres forældre, for forældrene kunne kun komme med bortforklaringer og de kunne kun give andre skylden for alle fadæser.

 

Men de børn og unge som jeg har mødt, de sagde direkte at det var dem selv, og ingen andre, og de tog imod det som kom for deres handlinger.

 

Det fortæller mig, at det at være voksen ikke er aldersbestemt med handler om modenhed, og ikke andet, for når et barn på 9 eller 10 år, er så moden at han/hun står ved det som er sket, så viser det mere modenhed end en forælder som kommer med den ene undskyldning eller bortforklaring efter den anden.

 

Da jeg var knægt, der stod man fast på det man sagde, og man stod fast på sine meninger og holdninger, og man gav ikke andre skylden for det roderi man lavede.

 

For uanset om man har haft en dårlig barndom, eller om man har haft dårlige forældre, eller om man har haft venner som måske lokkede eller provokerede en til at gøre noget dumt, så er der kun EN eneste, som man kan give skylden og det er en selv, der er ikke andre.

 

Og jo hurtigere man opdager dette, og jo hurtigere at man forstår dette, jo hurtigere bliver man voksen og moden til at klare sig på egen hånd ude i verden.