Vi er hvad vi er.

Da jeg var barn, for meget længe siden, der fik vi ørerne hylet fulde af, at vi vil blive til det vi nu bliver og det skulle skylde miljø og arv.

 

Jeg havde en folkeskolelærer som hver eneste dag fortalte os, at vi lige så godt kunne acceptere at vi ikke blev til noget, for vi var fødte tabere, og vi ville ende vores dage som tabere.

 

Og han hængte sin hat på den der med miljø og arv, og han holdt på at 10 års skolegang for almindelige menneskers børn var spild af tid, for de ville bare spilde 3 år af deres liv, for de ville jo aldrig kunne rive sig fri fra det stade de nu havde i deres liv.

 

Han holdt stædigt på, at det kun var højt uddannede folks børn, som skulle have en mulighed for at læse eller studere videre, for dem var der håb om at de kunne komme længere end deres forældre, eller mindst lige så langt som deres forældre.

 

Vi unger som kom fra barakkerne, vi blev jo anset for at være det laveste i samfundet, for vi boede jo kun der fordi at ingen andre ville bo der, og vi blev sandelig også behandlet derefter.

 

Men det min gamle lærer ikke havde regnet med, det var at hans holdninger og hans ord, faktisk var det som gjorde at vi ville vise ham noget helt andet.

 

Vi var cirka 70 børn der levede i og omkring barakkerne, vi ville ikke finde os i, at vi på forhånd var stemplet som ”socialetabere”, så vi lagde os i selen, og vi stræbte efter at komme længere end det han havde sagt.

 

Vi blev håndværkere, og ikke bare almindelige håndværkere, men dem med de store og lange uddannelser bag os, vi blev fiskeskippere med egen kutter, vi sejlede langfart og blev styrmænd, kaptajner og lods.

 

Vi blev revisorer, sagfører, advokater, ja selv skolelærer blev vi, for vi ville ikke finde os i at man allerede da vi var børn at vi blev anset for en ”fremtidig byrde” for samfundet.

 

Skægt nok blev ingen af os pædagoger, og endnu mere skægt for de skolelærer der kom, de blev ikke ansat i folkeskolen men i friskoler, efterskoler, håndværksskoler og den slags.

 

Nogle tog en karriere indenfor forsvaret, hvor de blev officerer, og enkelte kom endda høj op i rang før alderen fældede dem.

 

 Men det skal så siges at ud af os 70 var der én som vi mistede undervejs, han gik til i alkohol og stoffer, men er det så slemt ? kun 1 ud af ca. 70 ?

 

Så hver gang jeg hører folk snakke og vrøvle om miljø og arv, så ryster jeg bare på hovedet, for det som disse ”kloge” mennesker ikke regner med, det er den vilje mennesket har til at komme videre til at komme længere end deres forældre eller forfædre gjorde.

 

Man stempler jo hele befolkningsgrupper på forhånd, og det ud fra parametre som boligforhold, hvordan forældrene er, og den slags, og det er helt hen i hegnet.

 

For det er ikke miljøet der holder på børnene når de bliver ældre, det er faktisk disse ”kloge” mennesker som fastholder deres teorier og derved tvinger folk til at bliver hvor de er.

 

For når man på forhånd dømmer efter arv og miljø, så fastholder man børnene, og man forhindrer dem i at komme videre, så det er mere fordommene der fastholder end det arv og miljøet der gør det.

 

For havde vi børn dengang været svagere end vi var, så havde vi jo troet på det vrøvl, og så havde vi helt sikkert opgivet at læse eller studere videre, for hvis man hele tiden fortæller børn og unge at de er dumme, og at de ikke kan lære en skid, så vil de til sidst tro på det.

 

Havde skolerne, skolelærerne og pædagogerne opmuntret, og havde kommunerne og staten gjort en mere intens indsats, så havde der været flere som havde forladt de dårlige miljøer og vi havde alle helt sikkert haft det bedre.

 

Så når man hører nogen plapre op om, hvor dårlige forhold man kommer fra, så skal man bare ryste på hovedet af det vrøvl, for der er kun én eneste der bestemmer hvor langt man kommer, og det er faktisk en selv.

 

Kommer der de der kiksede udtalelser, så brug det som et argument på at læse videre, på at studere videre, til at komme længere end en klaphatte som ikke kan finde ud af andet end at opstille teorier uden indhold.

 

For tænk på, at alle mennesker engang levede på stenalderplanet, og hvis ”arv og miljø” virkelig skulle passe, så ville vi alle jo stadig leve på stenalderplanet, men det gør vi mig bekendt jo ikke.

Skolesystemet

Vi har et godt skolesystem i Danmark eller har vi ?

 

Vi hører tit om skoler hvor det ikke går som det skal, vi oplever skoler hvor undervisningen sejler og hvor hverken børn eller unge lærer noget som helst.

 

Vi oplever at de forældre som har råd til det, sender deres børn i friskoler, kostskoler, efterskoler og alle mulig andre skoler.

 

Og hovedårsagen er denne, at deres børn ikke lærer noget i folkeskolerne, og hvis de endelig lærer noget, så lever det ikke op til det man forventer af folkeskolerne.

 

Jeg har efterhånden været bisidder eller har været med på råd om hvad forældre skulle stille op med folkeskolerne og især med de lærer som er i folkeskolerne.

 

Flere af de folkeskole lærer jeg har mødt, fortjener ikke betegnelsen ”skolelærer” for de magter simpelthen ikke opgaven, de uddeler karakter efter deres humør og ikke efter om eleverne er dygtige eller ej.

 

Folkeskolelærer som kommer sejlende efter timerne er begyndt, og som tror at de er de bedste lærer der findes, og som tror at deres ord er lov.

 

Har lærerne en god dag, så lærer børnene og de unge virkelig noget, men har lærer en dårlig dag, så er læren mere interesseret i at passe og pleje dem selv og så kan børn og unge passe sig selv.

 

Selve skolesystemet i Danmark er noget af det bedste der findes, for friskolerne kan nemt få det til at virke, det vidner deres elever jo selv om.

 

Men folkeskolerne, de virker for det meste ikke som de skal, og når man tænker tilbage på da man selv gik i folkeskole, så var der jo engang hvor den danske folkeskole nærmest var på et eliteplan, og ikke på bunden som man desværre tit oplever det i dag.

 

Lærerne på en friskole har mere tid, eller giver sig mere tid til deres elever, og de lærer har gode og konstruktive samtaler med forældrene til deres elever.

 

Hvor man så oplever folkeskolelærer som bestemmer, og som dikterer forældrene hvad de skal gøre, lærerne i folkeskolerne virker mere som lærer der ikke kan få arbejde andre steder i samfundet end lige på en folkeskole.

 

Før i tiden gav man karakter til eleverne minimum hvert halve år, og forældrene kunne følge med i om deres børn også lærte noget i skolen.

 

Hver elev blev bedømt og fik karakterne med hjem sådan at forældrene kunne se deres børns udvikling på skrift, og man kunne skride ind hvis det gik den forkerte vej.

 

Dengang skulle man leve op til en vis standard, før man fik lov til at komme en klasse op, og kunne man ikke det, jamen så gik man skoleåret om, indtil man havde lært det man nu skulle.

 

I dag kommer man næsten en klasse op bare man har gået i skolen i et år, og om eleven så lever op til normen, det ser man stort på, det er af mindre betydning i dag, bare de har været tilstede så kommer de en klasse op.

 

Opførte man sig ikke ordentlig i den gamle folkeskole, så kunne læreren sende eleven hjem, og i visse tilfælde så kunne man bortvise eleven fra skolen.

 

Det går man ikke så meget op i mere, lærerne er tilfredse hvis bare de ikke selv får problemer med deres elever, så ignorer de flere ting og situationer som de skulle havde stoppet for længst.

 

Selvfølgelig var det ikke bare fryd og gammen i det gamle folkeskolesystem, der var også eksempler på brodne kar, men dem var der ikke så mange af som mange pædagoger ellers påstår, for der var mere selvkritik blandt lærer dengang, og hvis man ikke var dygtig nok, jamen så blev man slet ikke skolelærer.

 

I dag er det sådan at kan en lærer finde ud af at 2 + 2 = 4, jamen så kan han nemt blive matematiklærer, for man kræver ikke den samme kvalitet af lærerne i dag, som man gjorde det før i tiden.

 

Uheldigvis så oplever vi en mangel på lærer, og især på dygtige lærer. Så man kan risikere at ens børn får en skolelærer som måske aldrig burde havde fået lov til at undervise og det på grund af manglede viden.

 

Da jeg gik i skole der vurderede man læreren ud fra eleverne, havde en lærer mange dygtige elever så fortalte det jo meget om hans evner til at undervise, for selv om at en folkeskolelærer kunne være en hård mand, så svigtede han som regel ingen af sine elever, han blev hårdnakket ved indtil at eleven havde lært det han skulle.

 

I dag der vurder man læreren ud fra andre kriterier, som blandt andet om hvilke uddannelser han har taget, og man ser ikke så meget på om han kan lære fra sig.

 

Bare man har flotte papirer så kommer man langt i skolesystemet i dag, men om man så egentlig har evnerne til at undervise, det er ikke det man går mest op i.

 

Som før nævnt så var der også brodne kar indenfor skolesystemet dengang, men det var mere end undtagelsen end det var normen. I dag er det anderledes, de lærer som i vores dage gerne vil det bedste for sine elever, bliver kanøflet af sine kollegaer og af systemet, men heldigvis så søger den slags lærer over i det private skolesystem, hvor de gør god gav.

 

Det er jo ikke længe siden at man opdagede at daske skoleelever ikke kunne stave, og man oplevede at deres standard var faldet ned under udviklingslandenes plan, så der er nok at tage fat på.

 

De bliver undervis i materiale som er forældet, og de bliver undervist af lærer som burde selv for længst havde fået en opgradering af deres viden.

 

Da jeg gik i skole er havde vi gårdvagterne, som var lærerne som skiftes til a være ude blandt os elever, men i dag gemmer de sig og slubrer kaffe i sig og snakker om hvor gode lærer de er.

 

Denne manglende interesse for hvad der foregår i frikvartererne gør at folk udefra kan komme ind og opføre sig som de vil, for der er jo ingen som holder øje med hvad der sker.

 

Folkeskolelærerne har den korteste arbejdsdag, og de længste ferier, og samtidig er det dem som skaber sig mest, de har det åh så hårdt, de slider og slæber gennem hele året, og især om sommeren, hvor de skal planlægge næste års skolegang.

 

Sikke noget vrøvl, for man har fastlagte skemaer og planer, de skal bare skrive et nyt årstal på forsiden, og så ellers bare forsætte hvor de slap før ferien. For indenfor folkeskolen der er næste år jo forprogrammeret inden fra staten af.

 

Friskolelærerne de forbereder sig virkelig, de gør en indsats for deres elever, og de planlægger selv både året og dagen, og de arbejder virkelig for føden.

 

Hvis folkeskolen og folkeskolelærerne ikke tager sig sammen, så ender det med at alle børn bliver undervist andre steder, og som det er lige nu så vil de helt sikket også få en bedre undervisning end i folkeskolen, som hænger fast i gamle doktriner og fordomme.

 

Men kan folkeskolen reddes, åh ja det kan den, men det kræver e kæmpe indsats både af stat og kommune, og ikke mindst af lærerstaben, men med den lærerstab man ser i dag, så har forbedringer og fremgang lange udsigter, for de kræver kun mere fritid og mere løn, men gider ikke at løfte en finger for deres elever.

 

Men den lærerstab som man finder indenfor folkeskolen i dag, er jo ”blomsten” af indførslen af den frie pædagogiske opdragelse, og de lærer har aldrig oplevet den gamle folkeskole, men kender den kun ud fra de skrækeksempler som der er skrevet i den pædagogiske pamflet.

 

I de rigtige gamle dage, der rejste man en skamstøtte når man var utilfreds med noget, og den største skamstøtte man kunne rejse i vore dage ville være over folkeskolen og folkeskolelærerne.

 

Man rejste ikke en skamstøtte for sjov, men for at vise sin utilfredshed, og dem som skamstøtten var rejst for, brugte den som en vejviser på at de skulle gøre tingene bedre.

 

De eneste der i dag forsvarer folkeskolerne det er dem som tjener deres penge der, og som ikke har evnerne til at finde andet arbejde, som de helt sikkert ville være bedre til end til at undervise.

 

En ting som er værd at tænke på, de er at de fleste folkeskolelærer og pædagoger sender deres egne børn i friskoler eller privatskoler, for at de der skal få den bedste undervisning.

 

Det ser jeg som en indrømmelse eller en tilståelse på at folkeskolerne ikke selv lever op til den standard som folkeskolens egne lærer ønsker for deres børn, alene det beviser mine påstande om folkeskolen.

 

Og en anden ting som kan nævnes i denne sammenhæng, det er at sidste gang jeg skrev min ærlig mening om folkeskolen om lærerne og pædagogerne, der var der knap 7.000 som gav mig ret i mine anskuelser, og kun 37 hidsede sig op og skabte sig, men det var underligt nok folkeskolelærer og pædagoger, dette fortæller jo også at jeg ikke er alene med mine opfattelser.